Massage gives i din fritid, aften og weekend. - Hér eller hos dig.
Hér har du råd til massage. > Leksikon > Muskler

Muskler

       I dette afsnit kan ses og læses om:

Musklerne (generelle illustrationer)
- Illustration overfladiske muskler.
- Illustration dybe muskler.
- Illustration arm.
- Illustration muskler i ben, forfra og bagfra.
- Illustration muskler i ben, yderside og inderside.
Musklers opbygning, funktioner m.v.
- Sådan igangsættes muskler.
- Udspring og tilhæft.
- Muskelfibre.
- Muskelvæv.
- Musklers kontraktion (sammentrækning).
- Musklers kontraktionsstyrke.
- Energiforbrug.
- Energiomsætning.
- Musklers latenstid og elektriske spænding.
- Respirationsmuskler.
- Rigor Mortis.

Sygdomme i muskler
- Benbesvær
- Besvær med ankler og fødder
- Bursitis (væskeansamlinger eller ophobning af kalk)
- Fedtbrok
- Fibersprængning
- Fibromyalgi (muskelbindevævssmerter)
- Kold skuder
- Kramper og rysten
- Læggekramper
- Medfødt klumpfod
- Muskelbetændelse
- Muskelbrist - senebrist
- Muskelforkalkning
- Muskelgigt (Polymyalgia reumatica)
- Muskellammelser
- Muskelskrumpninger og senestramninger (Dypuytren´s 
  kontraktur).
- Myoser (infiltrationer)
- Overbelastning af achillessenen
- Reumatisk infektion
- Rygbesvær
- Skulderbesvær
- Skælvelammelse
- Skævhals Torticolis)
- Vækstzoneirritation (Morbus Schlatter)
- Åreforkalkning
Undersøgelse af muskler og led
- Visuelle undersøgelser
- Objektive undersøgelser
- Smerteindikationer
- Undersøgelse af reflekser i muskler
- Svedfunktion
- Røngtenfunktionsprøver
- Laboratorieundersøgelser
- Funktionsbeskrivelse


Illustration af overfladiske muskler (forfra og bagfra):

       Download ovenstående illustration.



      Illustration af dybe muskler (forfra og bagfra):

Download ovenstående illustration.



Illustration arm:







Illustration af muskler i ben - set forfra og bagfra:



Download ovenstående illustration.



Illustration af muskler i ben - set fra yderside og inderside:



Download ovenstående illustration.

Følgende illustrationer, der ikke er vist hér, kan downloades:

Download illustration muskler lårben, set forfra.
Download illustration muskler lårben, set bagfra.



Musklers opbygning, funktioner m.v.

Musklerne (som er vort kød) har til opgave at holde vore knogler på plads, samt at foretage kropsbevægelse. Musklerne, som udgør ca. halvdelen af et normalt bygget menneskes vægt, og styres af vor lillehjerne, som sender impulser til musklernes nervereceptorer (nerveendeplade). 

I et muskelbundt er den mindste enhed muskelfibren, som kun er én celle – og som på sin overflade har en nerveendeplade, som via tilhørende nervetråd står i direkte forbindelse med centralnervesystemet – styret af lillehjernen.

Muskelarbejder foregår ved at musklen trækker sig sammen, når mange muskelfibre i musklen modtager impuls fra nerveendepladerne. Til hver en bøjemuskel er der således nødvendigvis en tilsvarende strækkemuskel.


Illustration princip i muskler, muskelcellebundter:






Illustration muskelprincip - muskelceller, aktin, myosin m.v:





Illustration muskelprincip - muskelhinder:






Illustration muskelprincip - nerveendeplader:






Illustration muskelprincip - muofibril:






Sådan igangsættes muskler
For at forklare hvordan musklerne igangsættes gives følgende eksempel:

Vi skal løfte en tændstikæske:

Synsindtrykket af tændstikæsken sendes til hjernen og videre til det viljestyrede motoriske center (ved pandelappen), som bearbejder synsinformationen til afgørelse af hvor mange- og hvilke muskler der hvor kraftigt skal involveres i løft af tændstikæsken. Impulssignaler sendes fra det motoriske center, via lange motoriske ledningsbaner ned i hjernestammen og i rygmarven, hvor de omkobles til udadgående nerver, som forgrener sig til de valgte musklers valgte muskelfibres nerveendeplader (receptorer) – og løftet er i gang.

Se også De motoriske nerver i afsnittet Nervesystemet.

Synsindtrykket igangsætter altså en lynhurtig matematisk beregning helt uden sidestykke, idet synsindtrykket omdanner det sete til meldinger om hvor mange- og hvilke bestemte af måske 12 forskellige musklers muskelfibre, som skal aktiveres – og i hvilken styrke.

At det visuelle spiller en kraftig rolle ses af eksemplet, hvor et 10 kg. lod af sortmalet Flamingo, narrer hjerne og det motoriske center til at igangsætte alt for mange muskelfibre i alt for mange muskler – hvorved man ved løftet overrasket er lige ved at falde bagover.

Udspring og tilhæft
Musklerne er i hver ende vedhæftet til knogler via udspring (origin) og tilhæft (insertion), idet hver enkelt muskels mange muskelbundter er omsluttet af muskelhinder, som i muskelender samler sig til stærke og seje sener fastgjort til knogler. Da mange sener ofte er vedhæftet til de samme partielle områder på knoglerne, er sener lange og fylder lidt. Periosten (benhinden) sidder ekstra vedhæftet knogler, hvor musklers sener er fastgjort.

Muskelfibre
Musklerne indeholder røde og hvide muskelfibre – i en fordeling/et antal forskellig fra menneske til menneske, og i øvrigt arveligt betinget. De røde muskelfibre er udholdende, da de har en stor forbrændingskapacitet. De hvide muskelfibre kan udvikle betydeligt hurtigere og større kraft end de røde, men er ikke så udholdende.

Langdistanceløbere og skiløbere har overvejende røde muskel­fibre og en sprinter har stor andel af hvide muskelfibre.

Muskelvæv
Der findes 3 typer af muskelvæv eller muskulatur:

- Tværstribet muskulatur
- Glat muskulatur (er udenfor viljens kontrol – tarm, mave
  m.fl.)
- Hjertemuskulatur

Omkring hvert led findes som regel flere muskler med modsatte virkninger på leddets bevægelser. De forskellige musklers sammentrækningsgrad bestemmer da leddets stilling.

Det er overflademusklerne samt fedtlaget under huden der bestemmer vort udseende, 2 uger efter fødslen har mennesket opbygget det maximale antal muskelfibre (myofibriller) og senere styrketræning øger ikke antallet af disse, men kun muskelfibrenes størrelse.

Ekstremiteterne (arme og ben) udvikles fra 4-8. fosteruge og er færdigdannede ved slutningen af 2. måned. De kongenitte (medfødte) deformiteter opstår p.gr.a. påvirkninger af fosteret indenfor 4.-8. uge; dvs. så tidligt at graviditeten måske ikke er erkendt endnu (et forhold som nok har meget på samvittigheden).

De tværstribede muskler er rigeligt forsynede med blodkar. Både de mindre arterier og kapillærerne er ordnede på en ganske bestemt måde:

Småarterierne løber på langs af muskelbundterne i det intramuskulære bindevæv. Fra disse afgives tværforløbende smågrene, der afgiver 2 sæt af kapillærer - ét opad og ét nedad; dvs. at også kapillærerne bliver længdegående. Fra to nabotværgrenes opadgående og nedadgående kapil­lær­­sæt samles blodet i en lille tværgående vene, der tømmer sig over i de noget større længde­gående småvener. Længden af kapillærerne fra arteriole til venole er ca. 0,5 mm.

En muskelten består af en lille gruppe af muskelfibre (8-12), der er indesluttet i en relativ tyk bindevævsskede og muskeltenene er anbragt parallelt med muskelfibrene, medens senetenene er anbragt i række med muskelfibrene.

I hver muskelcelle, også kaldet muskelfiber, findes 2 typer tråde Aktin og Myosin, som skaber muskelsammentrækningen. De er arrangeret i parallelle bundter, således at aktin- og myosin­trådene kan glide forbi hinanden og på den måde forkorte musklen.

I de fleste muskler er muskelfibrenes længde lige så lang som musklen. Muskelfibrenes tykkelse varierer fra 10-100 mikromillimeter. Muskelfibrenes myosintråde er tykkere end aktintrådene og også længere (2,05 /1,6 mikromillimeter).

Biceps Brachi's muskelfibre har en gennemsnitslængde på 12,8 cm. - har ca. 800 nerveendeplader, og disse er lokaliseret på kun ca. 15 % af muskelbugens længde.

I Sartorius (menneskets længste muskel) er påvist fibre med en længde på 34 cm. Har p.gr.a. dens længde flere endepladezoner - 5-6 zoner, idet denne muskels fibre ikke strækker sig i hele musklens længde.

Hver eneste muskelfiber indeholder adskillige hundrede - til flere tusinde myofibriller, og hver myofibril har ca. 1500 myosinfilamenter (tråde) og ca. 3000 aktinfilamenter, som er store proteinmolekyler, der er ansvarlige for muskelkontraktionen. 


Musklers kontraktion (sammentrækning)
Der forbruges energi når musklerne arbejder. Denne energi frigøres ved forbrænding af sukker, i hvilken proces der skal bruges ilt (via blodbanen fra lungerne). Iltforsyningen kan, ved pludselige krævende- og længerevarende arbejder, ikke følge med tempoet – hvorfor der så skaffes energi ved spaltning af sukker. Ved denne sukkerspaltning dannes affaldsstofferne mælkesyre, kuldioxid og vand, som når det ophobes i større mængder giver træthedsfornemmelse/muskelsmerter. Under muskelarbejde tilføres cellerne ilt og næringsstoffer, som føres med blodet.

Affaldsstofferne fjernes med blodet under dynamisk muskelarbejde, hvilket vil sige skiftevis kontraktion og muskelafslapning. Ved statisk arbejde trættes musklen hurtigt, fordi kapillærerne sammentrykkes ved vedvarende kontraktion – ligesom der samtidigt hæmmes for tilførsel af ny energi til musklen. Herved nedsættes forbrændingen og musklen trættes.

En muskel har altid en vis spændingstilstand (tonus/hviletonus). Dette gør at musklen er klar til at reagere hurtigt, idet den er lidt i gang altid. Nogle mennesker kan have en forhøjet muskeltonus, hvilket gør musklerne hårde, og evt. smertende/generende i hviletilstand.

En muskelcelle er underlagt ”alt eller intet reglen”, idet muskelcellen enten kontraherer sig maksimalt- eller slet ikke. Muskelkontraktionens styrke varierer efter hvor mange muskelceller der deltager i kontraktionen. Alle muskler har en refraktærperiode, hvilket vil sige en periode efter en kontraktion, hvor den ikke reagerer på nye impulser fra nervesystemet.

Når en muskel sammentrækkes bliver den ikke større; den ændrer kun form således at dens rumfang forbliver uændret.

Under musklernes kontraktion (sammentrækning, forkortning) stiger trykket i musklernes indre.


En muskel kan trække sig sammen på to måder:

Den isometriske sammentrækning:
Musklen forandrer ikke sin længde men forøger spændingen så den kan modstå et træk. Denne egenskab er vigtig for f.eks. at opretholde vor oprejste stilling. Optrækning af en flaske er en isometrisk kontraktion, da det er et jævnt vedholdende træk; musklens længde er konstant.

Den isotoniske sammentrækning:
Musklen forkortes og bliver tykkere og hårdere, men musklens spænding er konstant. F.eks. når vi bøjer armen.
En muskels irritabilitet:
Er en muskels evne til at trække sig sammen som svar på et stimulus og derefter vende tilbage til sin oprindelige form.

Jo mere en muskel under sin kontraktion har forkortet sig, desto mindre vægt kan den bære.

Jo hurtigere en muskel forkorter sig, desto mindre kraft kan den, alt andet lige, udøve.

Jo hurtigere en forkortning foregår, desto mere energi tabes der ved den" indre gnidning i musklerne ".

Hver muskelfiber kan kun holdes sammentrukket i få tusindedele af et sekund, før den atter afslappes; dvs. at hvis en muskel holdes sammentrukket i længere tid, sker det ved at forskellige muskelfibre hele tiden trækker sig sammen og afslappes skiftevis.

Som illustration af de enkelte muskelfibres kontraktions varighed, idet det jo er forskellige muskel­fibre der skiftes til at være aktive under en kontraktion, gives 3 muskeltypers respektive værdier:

En øjemuskel: 1/100 sekund (skal jo være hurtigt skiftende for at fastholde objekt)

Gastrocnemius: 1/30 sekund (moderat skiftende for at opretholde bens styrke til løb og spring)

Soleus: 1/10 sekund (langsomt skiftende for fortsat støtte til kropsvægt).

Ved pludselig strækning af en muskel i kontraktion, vil der kunne opstå meget store spændinger i musklen og dens sener, hvorved der kan opstå bristninger og sønderrivning i muskel og sene: trækker man f.eks. bildøren til med en hurtig bevægelse og rammes døren af et kraftigt vindstød samtidigt, der altså således strækker de kontraherede flexorer, vil man kunne give læsion på muskler og sener. 

Hvis en muskel er lammet, skal man være forsigtig og ikke overstrække vævet, der er mod­stands­­løst.

Hvis man f.eks. brækker armen, hvorved armen bringes i inaktiv tilstand ved omgipsning, sker der en mindskelse af muskelmassen og altså ikke en reducering i antallet af muskelfibrene.

Muskelarbejde er den faktor som kan fremkalde de største variationer i stofskiftet. Under muskel­arbejdet forøges blodgennemstrømningen gennem musklerne, men iltforbruget stiger relativt mere; endvidere stiger blodgennemstrømningen ikke i f.eks. nyrerne under forøget muskelarbejde.

Ikke alle kapillærerne er åbne samtidigt i en muskel, selv under det sværeste muskelarbejde.

Trykket i de centrale arterier er forøget under muskelarbejdet, og via de arbejdende musklers sensitive nerver sker en reflektorisk påvirkning af kredsløbet med en, efter arbejdsintensiteten gradueret forøgelse af hjertets minutvolumen.

Den spænding, som selv en muskel med forhøjet tonus udøver er alligevel ringe i forhold til den spænding en muskel udøver under maksimal kontraktion. 


Musklers kontraktionsstyrke
En muskelkontraktions styrke er ca. 3 kg. pr. cm² muskel, eller det samme som 21 kg pr. kvadrat­­tomme. Da Quardriceps til tider kan have op til 16 kvadrattommer muskelkrop, kan dens styrke altså opnå 300-350 kg., hvorfor man lettere kan forstå at Quardricep´s tilhæftning på Tibia kan briste, eller mere almindeligt: at gastrocnemius´s archillesene kan briste.

En biceps Brachi har ca. 6 kvadrattomme muskelkrop (bug), hvorfor dens maksimums Kontrakt­ions styrke burde være ca. 125 kg., men i vinkelbøjet arm er musklens tilhæft på radius placeret kun to tommer fra albue, samtidigt med at underarmens totale længde er ca. 14 tommer, hvilket gør at håndens løftekraft, i denne stilling, kun bliver ca. 1/7 af de 125 kg. eller ca. 18 kg. Med andre ord ville man kunne løfte 125 kg. med 90 graders albuebøjning, hvis Biceps Brachis's tilhæft havde været ved håndleddet i stedet for lige foran albuen; men det ville godt nok se underligt ud og det ville skabe problemer af alle slags, soldater kunne ikke længere stå ret - osv. osv.

Med helt strakt arm er Biceps Brachis’s tilhæft på radius endnu tættere på albue, hvorfor under­armen i strakt tilstand kun kan føres fremad med endnu mindre end 18 kg.

Når et menneske løber benytter benmusklerne både den isometriske kontraktion (når benet gøres stift ved nedslag), og den isotoniske kontraktion (for at bevæge (flytte) benene). 


Energiforbrug
Energiforbrug er groft sagt = kraft x tid

Musklers nyttevirkning er størst ved middeltempo.

Ved trappestigning er nyttevirkning størst ved et tempo af bestemt størrelse: ca. 1 trin pr. sekund.

Ved hurtigere tempo tabes relativt meget energi ved den indre gnidning i musklen. Ved langsom­mere stigning (tempo) vil musklerne unyttigt længe befinde sig i kontraktion og nyttevirkningen vil af den grund aftage.

Iltgæld:
Er at musklernes energiproduktion er underkastet så pludselige og stærke variationer ved overgang fra hvile til arbejde at oxydationsprocesserne ikke kan nå at indstille sig, hvorfor muskler­ne råder over anaerobigt mobiliserbare reserver, der kan vikariere for oxidationen, indtil denne bliver indstillet på de forøgede krav. Efter meget voldsomme arbejder kan iltgælden blive 10-15 ltr.


Energiomsætning
Energiomsætningen er under størst indflydelse af muskelarbejdets størrelse.

Et muskelarbejdes intensitet måles i: kilogram meter pr. minut (kgm/minut).

Et hvilende menneske:
Har en energi omsætning på 100 kgm./minut og ca. 20 % heraf går til den tværstribede muskulatur.

Meget moderat arbejde:
400 kgm/minut - og selv en utrænet kan gennemføre dette i længere tid. Men det interessante herved er, at energiomsætningen forøges med ca.  400 % i f. t. hvileforbrug.

Svært muskelarbejde:
800-900 kgm/ minut - en utrænet vil ret hurtigt blive træt. Energiomsætningen vil herved blive 10-doblet.

Meget svært arbejde:
1800 kgm/minut - en meget veltrænet kan kun gennemføre dette i nogen tid - vil forøge energi omsætningen 20 gange i f. t. hvileforbrug.

Hvilende stilling:         
energiomsætning 100kgm/minut

Stående stilling:
forøger energiomsætningen med 20-25 % (i f. t. hviletilstand)

Rolig gang:
forøger energiomsætningen med 200 %

Hurtig march:
forøger energiomsætningen med 400-500 %

Cykelkørsel 18 km/tim:
forøger energiomsætningen med 500 %

Ved cykling skønnes det at ca. 2/3 af den samlede muskelmasse deltager heri. 

Musklers latenstid og elektriske spænding
En muskels latenstid er den tid der går fra den får en irritationsimpuls til musklen begynder at kontrahere sig; latenstiden tiltager med aftagende tempo; er længere for en træt muskel end for en frisk og forskellige muskler har forskellige latenstider.

En muskels latenstid er 3 millisekunder.

En muskels impulshastighed er 5 meter pr. sek. (18 km./tim.)

En hvilende muskels elektriske spænding er 80-90 millivolt og varer, ved impuls, 5-10 milli­sekunder (sammenlignet med en nerveimpuls, der kun vedvarer i 0,5 millisekunder). 


Respirationsmuskler
Alle muskler der er i stand til at løfte ribbenene kan fungere som inspirationsmuskler (indåndingsmuskler).

Der findes to typer respirationsmuskler:

De alm. eller de normale respirationsmuskler:
Fungerer ved rolig respiration, disse bevæger altså ribbenene og hedder musculus intercostales externi, interchondrales interni og serratus posterior superior.

De accessoriske respirationsmuskler:
Der kun træder i kraft ved forceret respiration og de hedder musculus sterno cleido mastoideus, trapezius, pectoralis, scaleni, serratus anterior, rhomboidei og de lange rygmuskler.

Ekspirationsmuskler (udåndingsmuskler):
Ved rolig eksspiration vil ribbenenes elasticitet trække thorax tilbage.

Ved forceret eksspiration tiltræder hovedsageligt bugmusklerne: recti, obliqui interne,- og externe samt transversi og bækkenbundens muskulatur.

Ved respirationsbevægelse sættes altså et stort antal muskler i funktion. Ved hver inspiration (indånding) kontraherer nogle muskler, mens andre muskel grupper nedsætter deres tonus f.eks. bugmusklerne, for at lette nedtvingningen af organerne.

Det ejendommelige ved respiration, som jo også fungerer ubevidst (autonomt) er, at det betjener sig af tværstribede muskler, som jo forsynes med somatiske nerver og altså er under viljens kontrol.


Rigor Mortis
Flere timer efter døden går alle musklerne ind i en tilstand af kontraktion; således forbliver de indtil muskelproteinerne er ødelagt af bakteriel nedbrydning efter 15-25 timer.

 

Sygdomme i muskler

- Benbesvær
- Besvær med ankler og fødder
- Bursitis (væskeansamlinger eller ophobning af kalk)
- Fedtbrok
- Fibersprængning
- Fibromyalgi (muskelbindevævssmerter)
- Kold skuder
- Kramper og rysten
- Læggekramper
- Medfødt klumpfod
- Muskelbetændelse
- Muskelbrist - senebrist
- Muskelforkalkning
- Muskelgigt (Polymyalgia reumatica)
- Muskellammelser
- Muskelskrumpninger og senestramninger (Dypuytren´s
  kontraktur).
- Myoser (infiltrationer)
- Overbelastning af achillessenen
- Reumatisk infektion
- Rygbesvær
- Skulderbesvær
- Skælvelammelse
- Skævhals Torticolis)
- Vækstzoneirritation (Morbus Schlatter)
- Åreforkalkning

Benbesvær
Ret mange mennesker har besvær med benene.

Tegn på ubalance i benene er:

  Smerter i lænden.
  Fremskudt bækkenparti.
  Anspændte muskler på forsiden og bagsiden af lårene.
  Overdrevent tykke, muskuløse lår.
  Låste knæled.
  Vanskelighed ved at bøje knæet.
  En svag halten uden påviselig grund.
  Kroniske smerter i læg- og lårmuskler.
  Manglende evne til at stå op i længere tid ad gangen.
  Stive hofteled, især efter at have siddet ned i længere
    tid.
  Smerter i knæet. Hvis smerterne befinder sig på
    ydersiden af knæet, vil ubalancen primært være at finde
    på indersiden af låret og skinnebenet. Hvis smerten er 
    på bagsiden af knæet, vil ubalan­cen formentlig findes i
    lægmuskler og hasesener. 

NB: hvis der er smerter under knæskallen, eller kan et knæ ikke bøjes eller strækkes helt – kan dette være tegn på bruskskader og kræver professionel lægehjælp.

Årsagerne til ubalance i benene er:

  Medfødte strukturelle defekter såsom hjulben,
    indadvendte fødder eller kalveknæ.
  Strukturelle ubalancer såsom kalkaflejringer,
    fremspringende knogler, eller for meget væske i
    leddene.
  Det ene ben er kortere end det andet.
  Skader på ankelen, som regel forstrækninger.
  Overvægt.
  Graviditet.
  Konstant liggen på knæ, eller stød på knæet kan irritere 
    ledsækkene under knæet. Dette kaldes almindeligvis
    ”husmoderknæ” og kan undgås ved anvendelse af
    knæbeskyttere.
  Skader på knæet. Dette kan især være skader på
    menisken, som er en halvmåneformet bruskskive i
    knæleddet. Denne skade ses ofte hos fodboldspillere,
    og kaldes ofte for ”fodboldknæ”. En sådan skade kan
    ske ved et slag på ydersiden af knæet, eller en tvungen
    sidelæns bøjning af knæleddet (hvilket knæet ikke er
    beregnet til), f.eks. ved at man træder ned i et hul eller
    drejer ankelen forkert.


Besvær med ankler og fødder
Mange mennesker har besvær med ankler og/eller fødder.

Tegn på ubalance i ankler og fødder er:

  Hammertæer (tåens 1. knogle stikker opad, mens 2. og
    3. peger nedad).
  Konstant bøjede tåled, der som regel skyldes
    muskelspændinger og for korte hasesener.
  Platfod (nedsunken forfod). Mennesker med denne
    lidelse nedslider som regel inderkanten af fodsålerne.
  Høj svang.
  Overdreven følsomhed overfor berøring. Dette kan
    opleves som kildenhed, smerte eller ubehag ved
    berøring af fødderne.
  Ekstremt indadvendte eller udadvendte fødder.
    Udadvendte fødder, med deraf følgende spændinger i
    fødder, ankler og knæ findes ofte hos balletdansere
    som har fået forkert træning.
  Problemer i hofte og skinneben.

Årsagerne til ubalance i ankler og fødder er:

  Spidse sko, eller sko med dårlig pasform, som kan have
    samme virkning som en gipsbandage, der kan få
    ligamenterne til at blive kortere, ledkapslerne til at
    trække sig sammen, skabe sammenvoksninger hvor de
    ikke skulle finde sted og påvirke svangen, som igen
    påvirker hele kropsbalancen. Misdannede tæer skyldes
    ofte dårligt fodtøj.
  Et skævt bækkenparti, som kan resultere i platfødder.
  Spændinger i inderlårets og lændens muskler kan
    medføre platfødder (som ellers oftest er medfødt).
  Høj svang som placerer kroppens tyngdepunkt det
    forkerte sted, og kan skabe alvorlige problemer med
    kropsholdningen.
  En nerves tryk mod lårbensknoglen, hvilket kan opstå
    som følge af korslagte ben og højhælede sko.
    Højhælede sko fremtvinger en unormal udstrækning af
    foden.
  Dårlig kropsholdning under gangen.

Bursitis (væskeansamlinger eller ophobning af kalk)
Er væskeansamlinger eller ophobning af kalk på steder, hvor muskler og sener glider hen over led og knogler, der hvor der altså er anbragt bursae (slimsække) for at lette bevægeligheden.

En bursa (slimsæk) er en lille stødpude der beskytter udsatte steder på kroppen f.eks. i knæskallen, over albuespidsen og over skulderen.

Distinkt ømhed ved leddet, leddet hæver op, bliver spændt, rødme og bevægelser gør ondt.

Typiskt på forsiden af skulderen, ydersiden af hoften, knæet eller på albuespidsen.

Man kan ikke røre skulderen for smerte og tryk herpå er yderst smertefuldt. Nattesøvnen forstyrres så snart armen kommer under dynen eller behandles med varmepuden. Skulderens bevægelser hæmmes stærkt (frossen skulder) og kræver ro, varme, stram bandage eller medicin.

Især slimsækken over skulderrundingen kan blive meget øm og smertende og må i denne akutte tilstand aldrig få varme, men derimod kolde pakninger. Kræver ro og aflastning og i de sværeste tilfælde kan gives indsprøjtning direkte i slimsækken for at blokere for smerterne.

Behandling endvidere:
I tidlige stadier: lokale ispakninger, hvilket hindrer smerterne og medfører aktiv tilstrømning af blod.

Dagligt flere gange skal patienten lempeligt prøve at føre leddet både udad og fremad. For skulderens vedkommende må hånden føres op i nakken og ned i lænden. Derudover de tidligere nævnte indsprøjtninger direkte i slimsækken.

Fedtbrok (Hernialipoides)
Er fedt med kar og nerver der, under hårdt arbejde, bryder ud gennem lændemusklerne, hvorved et nøddestort brok dannes lige under huden. Er mest ømt når man ligger og kan kun behandles effektivt ved operation. 

Fibersprængning
En løber, der må udgå af et løb, p.gr.a. pludselig smerte i musklerne på f.eks. lårets forside har formentlig pådraget sig en fibersprængning - som følge af overbelastning.

Ligeledes har en fodboldspiller, som får et trælår og må vakle ud af banen, formodentlig også modtaget en fibersprængning – som følge af ydre vold.

Symptomerne er smerte, nedsat funktion og senere blåfarvning af huden omkring, eller lidt under det sted hvor skaden er sket.

Ved en fibersprængning kan hele musklen, eller som oftest kun nogle få muskelfibre blive overrevet, ligesom også bindevæv, nerver og blodkar kan beskadiges, hvorved vævsvæske og blod trænger ud i det omkringliggende bindevæv.

Det forøgede tryk i musklen p.gr.a. væskeudtrædningen nedsætter blodgennemstrømningen, og forhindrer herved nyt blod i at trænge frem og medvirke til dels genopbygning af nyt væv, dels eliminering af koaguleret blod.

Fibromyalgi (Muskelbindevævssmerter – Fibrositis)Fibromyalgi er en kronisk lidelse, og en slags muskelgigt. Den rammer især kvinder mellem 30 og 50 år, men mænd kan dog også få den. Symptomerne er blandt mange: brændende, sviende smerter i musklerne, nedsat muskelkraft, kroniske smerter i senehæfter og evt. i led. Der er oftest udtalt træthed og stivhed, ligesom søvnen er dårlig. Smerterne sidder i begge sider af kroppen, både under og over taljen, og symptomerne optræder i bølger.

Er smerter i muskelbindevævet. Rammer som nævnt hovedsageligt kvinder mellem 30-50 år, men debut kan ske i ungdommen. 8 ud af 10 er kvinder, og fra alle sociale lag. I Danmark er der ca. 20.000 - 50.000 som har lidelsen.

Symptomer:
Varige smerter i muskler og led, nedsat muskelstyrke, stivhed, svimmelhed, søvnløshed, hovedpine, hyppig vandladning, koncentrationsbesvær, hukommelsessvigt, indre uro stress, indsovningsproblemer, vægttab - eller øgning, hjertebanken, åndenød, dårligt immunforsvar, problemer med tænder, bihule, pandehuler og temperatursvingninger, abnorm reaktion på stress, mange ømme punkter på kroppen og ømhed, smerte og stivhed i skelletmuskulaturen.

Man er nu enige om at der er tale om et syndrom, dvs. at mange faktorer gør sig gældende. Nogle mener at der er arveligt islæt og at den kan bryde ud ved traumer eller voldsomme begivenheder.

Mikroskopibilleder af en muskelfiber viser tydelige indkærvninger/sammentrækninger som gør muskelfibren ujævn. Man tror at forandringer i visse aminosyrers stofskifte giver ændring i smerteopfattelser/tærskel; forhøjet smerteopfattelse stammende fra centralnervesystemet.

Blodcirkulationen i de små blodårer i fingrene er ofte dårligere end normalt.

Sygdommen er placeret under gigtsygdomme. I følgende symptomer giver mistanke om skade i centralnervesystemet: nedsat koncentrationsevne, glemsomhed, kvalme og svimmelhed.

Såkaldt objektive fund er svære at finde, men ergonomiske undersøgelser viser at hér er lige så stor en nedsat funktionsevne som hos leddegigtpatienter.

Syndromet bevirker ingen tydelige ændringer i muskler, led, knogler, nerver eller blodbillede.

Undersøgelser peger på at Fibromyalgi - ramte har en øget forekomst af "reynalsyndrom" (en øget følsomhed overfor kulde, miteralklapprolaps (en mindre, harmløs som oftest, hjerteklap­defekt), af skjoldbruskkirtelsygdomme og af slid- og leddegigt, fedtknuder, lipomer, godartede lipom/fibrøst fedtvæv.

En lidelse der forveksles med her er: Myofascie der kan defineres som smerter eller ømhed diffust eller lokalt i skelletmuskulaturen, sædvanligvis udløst af muskelhindernes trigger- punkter og de kan udløses overalt i kroppen. Dybtgående smerter der tit forværres ved bevægelser. Patienter med myofascie smerte syndromer har oftest en fortid præget af akut eller kronisk anstrengelse af musklerne. Smerten er udløst i mønstre som er karakteristiske for smerter udløst af muskel­hinder­nes trigger- punkter, der er ofte begrænsning af angrebne musklers strækkeevne.

Et trigger- punkt er et smertegenskabende meget følsomt punkt, ofte lokaliseret i tydeligt spændte muskelbundter, og når tryk på eller irritation af et bestemt sted på kroppen udløser samme slags smerte (irradierende smerter = reflekssmerter) vidtforgrenede, identificeres det pågældende punkt/sted som ”triggerpunkt".

Derudover findes der "tenderpunkter" (følsomme punkter).

Behandling:
Antidepressive stoffer i små doser f.eks. Aurorix. Afspænding, varme bade, svømning og mensendieck. Aminosyrer, proteintilskud Protaps, mega B (meget stærke B- vitaminer), Massage, motion og fysioterapi. 

Kold skulder
En (ikke bakteriel) betændelsesreaktion i vævet omkring et skulderled, der oftest rammer kvinder over 50, men også mænd kan få kold skulder. Symptomer er øm skulder med smerter og stivhed.

Kramper og rysten
Opstår i musklerne hvis de ikke får ilt nok. Er krampagtige sammentrækninger af muskler. Hos unge ofte i forbindelse med sport (overbelastede muskler); hos ældre ofte uden særlig belastning p.gr.a. dårligere kredsløb (forkalkning).

Er smertefulde ufrivillige sammentrækninger i enkelte eller flere muskler, måske i hele kroppen.

Krampernes karakter er oftest typiske for en lang række sygdomme og tilstande.

Kramperne kan være rykvise, eller vedvarende (tetaniske).

Andre former: Epilepsi, feberkramper og grådkramper.

Ses også ved:

Kredsløbslidelser med nedsat blodforsyning af muskler, specielt i benene.

Gravides fostres tryk på blodårer kan give lægkramper.

Kramper kan også optræde om aftenen og om natten efter en lang arbejdsdag med konstant stående, gående eller siddende arbejde.

Fin rysten specielt på hænderne. Nervøsitet, for meget kaffe, alkohol, overbelastning, søvnmangel, for meget rygning, forhøjet stofskifte, hjernelidelser som sclerose og parkins sygdom og diabetikernes insulinfølinger.

Krampagtige muskler skal strækkes, hvis krampen skal løsnes. Krampe i storetåen hos ældre løsnes ved at bøje tåen i modsat retning med lange seje træk.

Lægkramper hos sportsfolk løsnes ved at bøje foden opad så akillessenen strækker gastrocnemius og soleus, under samtidig massage som stimulerer kredsløb og øger ilttilførslen. 

Læggekramper
Er smerter når man kommer i seng om aftenen. Smerterne skyldes kramper i læggenes blodkar. Ved denne lidelse er kredsløbet på det nærmeste normalt i benene. Man mener at smerterne kan skyldes irritation i blodårerne ved tung lejring mod madrassen.

Behandling:
F.eks. ved indgift af karudvidende midler.

Medfødt klumpfod
Skyldes fejlstilling eller forandringer i fodens muskelbalance under fostertiden.

Behandling:
Fod rettes i rigtig stilling, bind der forhindrer den udtalte indadvridning af foden, ankel støttende fodtøj. Operation. 

Muskelbetændelse (muositis)
Er betændelse i selve musklerne (polymyositis). Alle aldre kan angribes - hurtigt og infektiøst præget billede. Sygdommen forveksles undertiden med Dystrofien (svind). Skyldes ofte betændelse i øvrige organisme, der så kan brede sig til musklerne.

Dette kaldes myositter og viser sig ved celleophopning og væskeudsivning i musklernes bindevæv, hvilket gør at ledbevægelser bliver hæmmede og giver smerter.

F.eks. influenza og angina (halsbetændelse) giver typiske myositis.

Børnelammelser udvikler kontrakturer (stramninger) omkring leddene, som kan blive årsag til rygskævhed og halten.

Stor opmærksomhed hos børn, der har stramninger i rygmuskler, bryst - og hoftemuskler der giver dårlig holdning.

Behandling:
Udover den almene behandling kan kontrakturtendensen behandles med varme (pakninger, kortbølge) og passive strækninger af de korte muskler.

Muskelbrist/senebrist
Sker ved et pludseligt, kraftigt træk i en overanstrengt muskel. I skulderen går det f.eks. særligt ud over Deltoideus (skuldermuskel).

I benene er det særligt achillessenen der hyppigt brister: "piskesmæld" - smerten begynder og hér gælder, at man straks står stille og ikke løber videre. Se også "Hælsmerter", samt "Overbelastning af achillessenen".

Som regel ses efter muskelbrist blødning under huden. Er ret nemme at diagnosticere p.gr.a. lokaliseret smerte; evt. ved røntgen.

Ofte danner der sig en forkalkning henover en bristet sene som akillessenen, som udtryk for bristningen. Der kan opstå betændelse i det omsluttende løse bindevæv, og også senen kan blive betændt, hvis belastningen fortsætter.

Behandling:
Ro i rigtig stilling, hvorefter musklen vokser sammen igen. Sjældent skal sammensyning af seneender foretages.

Muskelforkalkning (Myositis ossificans)
Er en smertefuld tilstand, når musklerne er blevet beskadiget. Skyldes at der dannes forkalkning i musklerne, hvor disse støder op til knoglerne.

Lidelsen kan blive universel, men begynder da i barnealderen.

Behandling:
Når lidelsen er lokal kan operationel, eller røngtenbehandling bedre tilstanden. 

Polymyalgia reumatica - "muskelgigt"
Ikke arvelig, smertende bindevævslidelse som rammer mennesker over 50 år. Ofte ses der ledbetændelse med væske i led i ben og knæ samt i arme, ligesom der optræder stivhed og smerter i skulder- og hoftemusklerne, ligesom der ofte kan være ledbetændelse med væske i knæene og andre led i arme og ben. Betændelsesreaktion i tindingepulsårerne kan til tider optræde.

Muskellammelser (Pareser)
Kan ske lokalt eller mere udbredt, afhængig af om det er en læsion af nerven til musklen ved ulykke el. betændelse, eller ved en hjerneblødning, nyresygdomme m.v.

Total lammede: paralytiske

Delvist lammede: paretiske

Behandling:
lokale lammelser = øvelser og elektrisk optræning
udbredte lammelser = hurtigt i gang med genoptræning

Muskelskrumpninger og senestramning (Dypuytren´s kontraktur)
Er stramninger af huden og musklerne i håndfladen; kan blive så stærkt udviklet at finger krummes ind i hånd. Kan være arveligt.

Senestramning optræder hos nogle med alderen, og er en stramning eller forkortning af bøjesenerne i hånden, hvilket let behandles med operation.

Hyppigt hos midaldrende mænd. Er en fortykkelse af bindevævet i aponeurosis palmaris (håndfladens senehinder), og deraf følgende strækkemangel i fingrene, spec. i 4. og 5. finger.

Generne er i reglen kun mekaniske, men der kan være smerter og ømhed.

Behandling:
I tidlige stadier indsprøjtning med kortison. Operativ fjernelse af musklen og plastisk operation af huden i sene stadier.

Ellers er det eneste rationelle eksstirpation (operativ fjernelse af et organ) af aponeurosis palmaris.

Prognosen: Operation hjælper ca. 80 %, men der er en tendens til recidiv (tilbagevenden) periten­dinitis stenosans. 

Myoser (infiltrationer)
Myoser er fast, hårdt væv og de er ømme fordi de trykker på nerverne, samtidigt med at de vil kunne påvirke disse nerver, der via centralnervesystemet så kan fremkalde irrita­tion af fjernere liggende nervemuskeldele. F.eks. kan smerter i underarm og hånd både stamme fra infiltrationer hér, men nok så meget fra myoser i skulderåget.

Myoser viser sig altså som små knuder og fremkommer også hvis musklerne bliver udsat for tryk og kulde, hvis de arbejder uhensigtsmæssigt (forceret arbejde i samme stive stilling), eller hvis blodtilførslen svigter som ved åreforkalkning.

Ved statisk arbejde er musklen spændt i længere tid, hvorved den kværker sin egen blodforsyning mens den arbejder og vedvarer dette opstår myoser.

Med andre termer er statisk muskelarbejde befordrende for myoser; - eksempelvis bliver man først træt i den hånd der, ved skopudsning, er nede i skoen og ikke i den der dynamiskt svinger børsten.

Myoser opstår altså fordi muskelstofskiftet ikke kan følge med tempoet - blodet kan ikke skaffe ilt nok, samtidigt med at affaldsstofferne ikke fjernes hurtigt nok.

Undertiden kan også konstateres betændelsesforandringer i ømme infiltrationer (ved mikrosko­­piske undersøgelser).

Myoser dannes langs musklernes kanter, hvor blodforsyningen er dårligst - altså som følge af svækket blodcirkulation.

Myoser kan brede sig til de dårligt blodkarforsynede sener (tendinoser). Myoser kan endvidere brede sig til underhudsvævet (liposer).

Infiltrationer i hals - og nakkemusklerne giver ofte hovedpine, da musklerne her ar­bejder i en forkert stilling og spænder muskler ved f.eks. at opretholde rygsøjle strakt lige, i stedet for normal svajet halshvirvelsstilling.

Ses også ved løftede skuldre ved f.eks. skrivebordsarbejde - eller hos mennesker, der bruger unødigt mange muskler på enkelt arbejde.

Hvis myoser får lov til at bestå:
De angrebne steder bliver tunge, trætte evt. lammede; der kommer vedvarende, murrende evt. krampagtige smerter; der kan være prikken eller stikken, hvilket skyldes at nerverne irriteres tillige.

Patienter med nedsat kredsløb som følge af forkalkning får ofte myoser, der viser sig som kramper i læggene ved gang.

Myoser kan som nævnt også være en følge af anden lidelse, hvorfor denne anden lidelse først må behandles.

Diagnoserne kan være:
Brachialgi    (smerter i arm)
Lumbago    (smerter i lænd)
Iskias         (smerter i ben)

- derudover mange forskellige sygdomme, men både lumbago og iskias ledsages ofte af myoser i lænd, sæde og i ben.

Behandling:
Undersøge om myosen er den egentlige sygdom eller om den er en følge af lidelser i andre organer.

De enkelte myoser behandles med varme, der giver øget blodomløb, hvorved der tilføres mere ilt og de ophobede affaldsstoffer fjernes, således at det krampagtige moment fjernes. Varme omslag 10-20 min. ad gangen - massage og kortbølge.

Eller det myotiske parti kan behandles effektivt med blokade direkte i myosen, hvor­ved det ømme parti afslappes; det giver frigjorte bevægelser der igen skaffer fornyet, øget blodcirkulation til området. Myosen kan herved svinde på få timer.

Gennemgang af arbejdsstillinger. Pausegymnahop, hvilket kan modvirke begrebet myose­hovedpine, der dækker over det faktum, at myoser der opstår i skuldre, nakke meget ofte fører til en hovedpine.

Hos klienter der slapper dårligt af p.gr.a. nervøsitet og hos mennesker der fortsat arbejder i forkerte arbejdsstillinger, bør varmebehandling suppleres med afslappende sygegymnastik, senere motion; sidstnævnte gør at de forsnævrede blodkar, ved gradvis muskeltræning, erstattes af nydannede blodkar.

Spændt muskulatur hos nervøse kan endvidere hjælpes til afslapning ved smertestillende og beroligende præparater.

Hvis der er en blødning og brist i musklen, skal den have ro.

Lægmyoser kan udspændes således: En tlf. bog placeres ca. 50 cm. fra en væg - op på bogen på tæer (incl. fodballer) støt hænder mod væg, stå der i 10 sekunder, sænk hælene til gulv samtidigt med overkrop, støttet af hænderne, lænes mod væg. Gentages flere gange.

Brystmyoser kan udspændes således: stå midt under en døråbning med spredt benstilling vinkelret i døråbning, stræk ene arm ud og hold fast i dørkarmen; vug langsomt frem og tilbage.

Lårmyoser udspændes således: Lig på ryggen på en seng med haser understøttet af pude og med ca. 3/4 af crus (underben) ragende udenfor sengeenden; bærepose med indhold hænges over ankler og der bøjes og strækkes langsomt og sejt i knæet.

Overbelastning af achillessenen
Achillessenen, som er vor kroppens kraftigste sene, består af forenede sener fra de tre lægmuskler (Soleus, Gastrocnemius og Tibialis Posterior).

Idrætsfolk (især springfolket) udsætter ofte sin achillessen for et træk på over 1 ton, hvilket gør denne sene til et sårbart sted for idrætsfolk.

Hos tennis,- badminton og fodboldspillere ses oftest en helt, eller delvis overrevet achillessene.

Løbere plages ofte af en øm og betændt sene. Betændelsen opstår ofte først i det løse bindevæv omkring senen (som nedsætter gnidningen mod knogler og andet væv), og fortsætter belast­ningen, vil også selve senen blive betændt.

Er en achillessene bristet, kan man ikke foretage et rigtigt afsæt, ligesom det er umuligt at gå på tæer.

Ved skader i og omkring achillessenen, er blodforsyningen dårlig fordi det forøgede tryk i musklen p.gr.a. væskeudtrædning nedsætter blodgennemstrømningen. Derfor er skader/læsioner hér længe om at hele.

Under selve idrætsudøvelsen trækker musklerne sig sammen, og det er derfor et vigtigt tiltag efter udøvelsen/træningen, at strække sine muskler lange så de igen bliver lange og smidige.

Reumatisk infektion (St. Veit´s Dans – chores minor)
Er en reumatisk infektion hos børn i 4-5 års og 14 års alderen, kun sjældent hos ældre. Begynder med rastløshed, nervøse symptomer, irritabilitet, korte umotiverede ryk i fingre, skuldre, kast med hovedet, snøft, grynten, trækninger af den mimiske muskulatur, og det ender med at patient hverken kan gå eller stå. Sygdommen varer i uger til måneder, men forsvinder helt igen.

Behandling:
Salicylsyre, phenemal og isolation/indlæggelse, kortison. 

Rygbesvær
Ca. 80 % af alle mennesker i den industrialiserede verden får rygbesvær mindst én gang i deres liv. Ca. halvdelen af den arbejdsføre voksne befolkning har mindst én periode med rygbesvær hvert år, og små 10 % har det dagligt. 

Der kan være rigtigt mange årsager til rygbesvær, både medfødte og senere tilkomne. En svag ryg kan motioneres og styrkes med jævnlig massage.

Tegn på ubalance i ryggen er:

  Halsen hælder til den ene side.
  Optrukne skuldre.
  Smerte i ryggen.
  Smerte i brystet.
  Smerte i underlivet.
  Krum ryg.
  Stramme hasesener eller benmuskler.
  Kropsvægten er placeret på ydersiden eller indersiden
    af foden.

Årsagerne til ubalance i ryggen er:

  For højt arbejdsbord.
  Forkert træning i atletik eller dans m.v.
  Dårlig holdning, især når der skal løftes tunge ting.
  Dårlig funktion af, eller infektion i indre organer såsom
    nyrer, lever og bugspytkirtel.
  Infektion i rygraden, især omkring bruskskiverne.
  Brud på, eller forskydning i ryghvirvlerne.
  Ubalancer i andre kropsdele og organer, især i
    underlivet, livmoder, æggestokke, æggeleder og
    prostata.
  Brug af højhælede sko.
  Unormal krumning af rygraden, f.eks. bagud krummet
    rygrad, fremad krummet rygrad eller skæv rygrad.

Skulderbesvær
En del mennesker har besvær med skulderen.

Tegn på ubalance i skuldrene er:

  Fremskudt bryst.
  Ludende skuldre.
  Den ene skulder er højere end den anden.
  Den ene skulder er kortere end den anden.
  Ubalance i hofteleddet.

Årsagerne til ubalance i skuldrene er:

  Dårlig holdning.
  Arbejde med skuldrene i en bestemt stilling i længere tid
    ad gangen.
  For højt arbejdsbord.
  Når man ofte bærer rundt på en tung taske over den
    ene skulder.
  Overvægt.
  Ulykker som fremkalder en voldsom sammentrækning
    af skuldermusklerne.

Skælvelammelse (paralysis agitans)
Oftest over 50 års alderen. Stivhed i muskulaturen i ansigt, krop og Lemmer.

Typisk "pilletrillen" med pege- og tommelfinger og tremor (rysten), hvilken forsvinder under afslapning - men forstærkes ved affekt. Den stadige stivhed og rysten medfører et meget stort energiforbrug; man taber sig og er dødtræt.

Behandling:
Kirurgisk og medicinsk.

Skævhals (Torticolis)
Medfødte eller betændelsesbetingede stramninger i halsmusklerne.

Hovedet kommer til at sidde drejet til en af siderne, eller der kan udvikle sig jagende, stikkende smerter ud i den ene arm.

Behandling: Operation. 

Åreforkalkning (Dysbasia intermittens - el. Burgers sygdom)
Giver smerter noget lignende lægkrampesmerter og optræder i form af periodevis halten, eller ved at man må stå stille efter at have gået ca. 100 meter.

Smerterne stammer fra myoser der dannes som følge af svækket blodtilførsel i lægmusklerne; altså forsnævrede blodkar.

Åreforkalkningen kan blive så udtalt at kredsløbet helt aflukkes.

Hyppigst hos mænd (99 ud af 100). Ingen familiær tendens.

Begynder som regel i 30-40 års alderen.

Karakteriseret som segmentær oklusion (afgrænset tillukning) af middelstore arterier og vener på ekstremiteterne fulgt af perifer iskæmi (lokal perifer mangel på blod) og gangræn (koldbrand - bortdøen af en del af vævet).

Kan både ramme over- og underekstremiteter. Hvilesmerter i arme og ben, kolde ekstremiteter og sensibilitetsforstyrrelser. Yderligere kan udvikles ulcerationer (sårdannelser), ødem og misfarv­ning af huden og som nævnt gangræn (koldbrand).

Kroniskt forløb med gode og dårlige perioder. Kan være invaliderende p.gr.a. smerter.

Behandling:
Erstatte syge årer med nye kunstige. Stærke hormonpræparater. Amputation. 

Vækstzoneirritation (Morbus Schlatter)
Ret almindelig lidelse for drenge i 10-15 års alderen.

Skyldes irritationstilstand der hvor den store lårmuskel hæfter på underbenet nedenfor knæskallen (Tuperositas Tibia). Dette sted sidder nemlig en af underbenets vækstsoner.

Kraftig belastning af benet ved sport spiller en stor rolle ved sygdommens udvikling, hvorfor disse udfoldelser må droppes, f.eks. løb og spring.

Man vil til tider kunne mærke en hævelse af området nedenfor knæet, hvilket gør det ubehageligt at ligge på knæ.

Ret langvarig lidelse, oftest mellem 1 og 2 år.

Behandling:
I svære tilfælde lægger man en gipsskinne, men dette mest for at dæmpe udfoldelser. Lidelsen forsvinder af sig selv og uden gener på lang Sygt.



Undersøgelse af muskler og led

Funktionsprøver:

Visuelle undersøgelser
Man kan bedømme leddenes funktion i f. t. hinanden, afgøre om enkelte led eller en ekstremitet aflastes p.gr.a. smerter og bedømme musklernes samspil og kraft. 

Undersøgelse af nakkestivhed:
Normalt kan hagen passivt kunne føres til brystet, det kan den ikke ved nakkestivhed. 

Undersøgelse af rygstivhed:
Når man med den ene hånd fikserer klients knæhaser mod underlaget og med den anden hånd bag klients nakke søger at ventralflektere (fremadbøje) kroppen, så kan den normalt danne en spids vinkel med benene hos børn og unge - og en ret vinkel hos midaldrende og ældre. Det kan den ikke ved rygstivhed. 

Ved hoftelidelser (Trendelenburgs prøve):
Man lader patient stå på det ene ben, idet han bøjer det andet knæ. Ved en positiv Trendelenburg synker bækkenet ned og angiver insufficiens (utilstrækkelig funktion af et organ) af gluteerne (ballerne). 

Ved dysbasi (gangforstyrrelser):
Især bestemmelse af gangdistancen.

Hér anvendes elektromyegrafi med nåleformede elektroder. Herved får man oplysninger om abnormiteter i selve musklen og i nervesystemet.

Nerveledningshastigheden kan give oplysninger, ligesom man kan afgøre om en affektion (sygelig tilstand) sidder i de perifere nerver og nerverødder, eller i forhornscellerne og se om der er regeneration (gendannelse af ødelagte vævsdele), hvilket har betydning for en traumatisk (som følge af beskadiget) nerve, eller sutureret (”mættet”) nerve.


Objektive undersøgelser
Selvom lidelsen virker lokaliseret kan den være led i noget universelt.

Lokalt undersøges hudens udseende, varme og fugtighedsgrad, svulster og deformering af regionen og evt. frakturtegn noteres.

Ved skader kan man tegne en skitse af hudlæssionens udstrækning, og sensibilitetsforandringer kan indtegnes på et skema.

Sensibilitet bedømmes ved:
Berøring, stik og prøve for kulde/varme.

Sensibilitetsbetegnelser:

anæstesi:       ophævet.
hypæstesi:     nedsat.
hyperæstesi : øget sensibilitet.
dissocieret anæstesi:  ophævet smerte- og tempo sans men bevaret berøringssans.

Især ved skader er det meget vigtigt have nervernes forhold oplyst primært, da nerver kan læderes ved behandling.

Muskelkraft bedømmes og indtegnes i skema.

Atrofi (svind af legemets væv el. organer) bestemmes ved cirkumferensmåling.

Ledbevægelser angives i grader, idet strakt stilling er 180 grader. Foruden bevægelses- indskrænkning kan der være abnorm mobilitet.

Sideløshed skal bedømmes på strakt led, da sideligamenterne ellers er slappe.

Ved undersøgelse af skulder skal det ske med og uden fiksation af skulderblad (scapula).

Ved hofte skal bækkenet fikseres ved at den anden hofte holdes maximaltflekteret.

Ansamlinger i led kan føles.

Ved knæ er der anslag af patella (knæskal), som ved tryk slår mod femurkondylen.

Kapselsvulst føles ved omslagsfolden.


Smerteindikationer
Smerter kan være meget typiske.

Dysbasi (gangforstyrrelser):
Består i smerter i læggen efter en tids gang således at patienten må standse, efter en tid svinder smerterne og han kan gå lidt igen; dette indikerer (antyder) arteriel insufficiens (utilstrækkelig funktion af arterier).

Belastningssmerter fra led og columna tyder på artrose (sygelig tilstand i led).

Konstante smerter tyder på tryk på nerver, og hér kan der også være paræstesier (abnorme fornemmelser som snurren, sammentrækning uden ydre foranledning).

Natlige smerter tyder på knogleaffektioner (sygelige tilstande i knogler).

Smerter ved bestemte bevægelser tyder på myoser.


Undersøgelse af reflekser i muskler
Dybe reflekser som betegnes: sene- og periostreflekser (periost = benhinde).

Den mest anvendte er senerefleksen: patellarefleksen (refleksen ved knæskal):
Underekstremitet med flekteret knæ, således at femur (lår) er understøttet og crus (underben) hænger slapt ned. Med den ulnare rand af hånden/reflekshammer slås et hurtigt slag mod ligamentum patella inferior. Herved udløses en kontraktion i Quardriceps, der medfører en hurtig ekstensionsbevægelse i knæleddet. Slaget mod senen giver en hurtig og ganske let tensions­forøgelse (strækning) af musklen. Ved slaget irriteres muskeltenene (proprioceptive terminal organer) og den herved opståede bølge af sensitive impulser fremkalder den såkaldte ”refleksbue” en kontraktion af musklen.

"Strækreflekser" såsom:
Archillessenerefleksen, tricepsrefleksen og bicepsrefleksen.

Bicepsrefleksen fremkaldes ved et slag mod senen af biceps brachi mens armen holdes flekteret (bøjet) i albueleddet og underarmen er understøttet.

Periostrefleksen f. eks. Radialisrefleksen:
Den fremkaldes ved et slag mod den nederste ende af underarmen, der holdes flekteret i og midt imellem pronations- og supinationsstilling. Der udløses herved en radialfleksion (abduktion) i hånd­leddet. - Periostreflekser er ikke strækreflekser men hører med til de dybe reflekser.

Refleksernes egenskaber:
Meget kort reflekstid (patellarefleksen = 0,02 sek.)

Utrættelighed

Mangel på udbredning (irradiation)

En ”hæmning” er en pludselig indsættende afslappelse af extensorerne p.gr.a. at den motoriske impuls til dem bortfalder.

Hvor den centrale hæmning af de dybe reflekser er bortfaldet, vil svaret på en senere refleks (f.eks. patellarefleksen) ikke blive en enkelt kontraktion, men en række efterhånden afklingende isolerede kontraktioner (clonus).

Exteroceptive reflekser:

Overfladereflekser eller fremmedreflekser:

F.eks.: abdominalrefleksen, cremasterrefleksen og plantarrefleksen.

Abdominalrefleksen fremkaldes ved at ridse henover huden på abdomen´s (underliv) overflade med f.eks. den hovedløse ende af en tændstik, hvorved der fremkaldes en kontraktion af de samsidige bugmuskler.

Cremasterrefleksen, som fremkaldes ved at stryge over huden på indersiden af femur, hvilket udløser en kontraktion af musculus cremaster.

Plantarrefleksen foregår ved at ridse henover huden i planta (fodsålen) i longitudinel (langsgående) retning, hvilket fremkalder en plantarflektion af tæerne. Lettest fra den laterale del af planta.

En tværgående læsion af Medulla spinalis (rygmarven) får disse reflekser til at falde bort. Og samtidigt med bortfaldet af disse naturlige overfladereflekser, kommer der andre rene spinale fremmedreflekser frem, som ikke normalt ses. Disse reflekser betegnes som "spinale automatiske reflekser", f.eks. Babinskis refleks, der fremkaldes som en plantarrefleks men reaktionen består af en dorsalflektion af storetåen, undertiden også med en spredning af de øvrige tæer.

Svedfunktion
Er påvirket ved forstyrrelser i det autonome nervesystem som f.eks. dysbasi (gangforstyrrelser) og posttraumatisk dystrofi (mangelfuld ernæring af vævsdele som følge af legemsbeskadigelse), men har især betydning ved nervelæsioner. Tidl. havde man svedprøver med jod og stivelse, men den såkaldte Ninhydrinprøve er mere sikker og lettere at tyde.

Røngtenfunktionsprøve
Ved at fotografere i forskellige stillinger bedømmes knoglernes indbyrdes forhold og afvigelser fra normalen. Anvendes især ved columna - discuslidelse og afslører at pågældende discus ikke deltager i bevægelsen ved for- bagover- eller sidebøjning. Ved led afsløres abnorm bevægelighed. Ved frakturer løshed på brudstedet.

Røntgen kan være vanskelig at bedømme, f.eks. kan en hofte eller skulder luksation (forskydning af to ledflader i forhold til hinanden) overses, ligesom små lokaliserede processer kan overses på alm. standardoptagelser i 2 planer og kan kræve optagelser i ganske bestemte projektioner eller tomografi.

Ved stereoskopi kan man også opnå dybdevirkning. Ved angiografi, lymfografi og fistulografi anvendes kontrastvæske som positiv kontrast (jodholdigt).

Artrografi anvender negativ kontrast (luft).

Ved myelografi indsprøjtes kontrast i spinalkanalen.


Laboratorieundersøgelser
Anvendes hos patienter med lidelser i led, seneskeder og bursae samt fosfatase (aflejringer) ved knoglelidelser. Blodprøver og biopsi (udtagning af væv). Bakteriologisk resistensbestemmelse er uhyre vigtig, da infektioner i knogler er meget vanskelig at bekæmpe, således at den rette antibio­tikabehandling kan gives både universelt og om muligt også lokalt.

Ved urinsyregigt (arthritis urica) bestemmes urinsyreindhold. Ved knoglesygdomme bestemmes ofte blodets indhold af calcium, fosfor og et specielt enzym, fosfatase, der vil findes i forøget mængde ved mange lidelser med ændringer i knogle, nedbrydning eller knogleopbygning.


Funktionsbeskrivelse
Ved gang kræves af leddene:

Fri eller næsten fri bevægelighed samt stabilitet. Stabiliteten opnås dels ved ligamenter (bånd, sener) samt ledkapslernes stabiliserende funktion og dels af muskelkontraktioner, der kan fiksere leddet i bestemte stillinger; f.eks. kræves en sufficient (tilstrækkelig) musculus quardriceps femoris for at holde knæet stabilt i strakt stilling. Defekter i enkelte af disse muskel- og ledfunktioner kan ofte kompenseres i andre muskler eller led, således at gangen alligevel ser normal ud, og defekten kan kun afsløres ved indviklede måleapparater. Større eller flere defekter kan også til en vis grad kompenseres, men herved bliver gangen haltende og mere anstrengt.

Som et eksempel nævnes at knæet, ved en insufficient (utilstrækkelig funktion) quardriceps­funktion kan låses ved hjælp af gluteerne, hvis foden står i spidsfod, hvorved der dog opstår en ret udtalt halten.

Et andet eksempel er at en stiv hofte i god stilling kompenseres ved bevægelser i columna og kan give en næsten normal gang.

Gang er en vekslen af benene mellem standfase og svingfase. Under gang bevæger legemets midtpunkt sig så jævnt som muligt, dvs. med så lille acceleration og så lille løftning som muligt; hvorved gangen bliver optimalt økonomisk.

Gang er altså faktisk en yderst kompliceret funktion bestående af: Samspil imellem de forskellige muskler i bækkenet, hoften, underekstremiteterne samt ledfunktion i hofter, knæ og fødder, men også columnas (rygrads) statik og bevægelighed har betydning ligesom overekstremiteterne til en vis grad, idet det normale armmedsving under gangen har betydning for stabiliteten, ligeledes er der ved gang en synlig extension og fleksion i hofte, knæ og fod led men også rotation, abduktion og adduktion i hoften og fodens led.

Der kræves normal eller næsten normal funktion og indbyrdes balance, idet man går bedre på et ben hvor musklerne er diffust let svækket, end på ét hvor der er overvægt af nogle muskelgrupper i forhold til andre.